Dette indlæg omkring erfaringerne med operation af tunge øjenlåg, er lavet ud fra mine oplevelser af forløbet. Det er alene mine egne private holdninger og oplevelser.
Indlægget er med overvejelser før operationen til eftervirkningerne de første dage efter operationen. Siden opdateres løbende. Kommentarer og spørgsmål er velkomne.
Det har altid lagt lidt i familien fra min fars side med tunge og trætte øjenlåg. Min lillebror fik lavet en operation for tunge øjenlåg for efterhånden nogle år siden ved et godt resultat. Jeg var også blevet ”moden” til, at få dette fikset.
Det har specielt været tydeligt for mig i disse corona-tider, hvor fysiske møder har været skiftet ud med Teams møder – og typisk afsluttes en skærmdeling med, at den anden deltager viser sin skærm, hvor jeg via mit webcamera popper op på skærmen – og her har jeg specielt lagt mærke til mine trætte hængende øjenlåg.
Da det ikke fysisk har generet mig – og alene er et kosmetisk indgreb, så måtte jeg selv til lommerne. Jeg undersøgte de forskellige muligheder her i Aarhus. Her var det vigtigt, at der var et sted der havde rig erfaring kirurgisk indgreb og det at bruge en skalpel – det er ikke hvem som helst der skulle have lov til, at skære i mig. Valget faldt på Speciallægerne Plastikkirurgisk Klinik, som er placeret i et flot bindingsværkshus midt i Aarhus lige over for teateret.
Den 8. august havde jeg en forundersøgelse foretaget af plastikkirurg Henrik Dyreby. Et par dage efter undersøgelsen bestilte jeg tid til indgrebet, som blev planlagt til fredag d. 26. august.
Nedenstående er “før” billeder, hvor de tunge øjenlåg er tydelige.
Fredag d. 26. august 2022
Jeg skulle møde ind kl 9 – lidt spændt, men ikke nervøs.
På operationsstuen tegnede Henrik Dyreby først på mine øjenlåg med tuds for, at afgøre hvor meget løs hud der kunne fjernes på øjenlågene. Dernæst blev jeg godt og grundigt vasket/sprittet over flere omgange i ansigt og øjne af en sygeplejerske.
Her efter gik operationen i gang. Jeg fik en lokalbedøvelse i siden af øjenlåget – noget man praktisktaget ikke mærkede ret meget. Operationen var helt smertefrit – det eneste der generede lidt i starten var det skarpe lys fra operationslampen man kunne fornemme trods lukket øjne. Operationen var så afslappet, at jeg kunne vende ferieplaner med Henrik under indgrebet. Det var et pænt stykke overflødig øjenlåg der kunne fjernes – vel omkring 10-15 mm.
Forberedelse og operationen tog ikke mere end 45 minutter, herefter blev jeg fulgt ud på en hvilestue, hvor jeg af sygeplejersken over et par omgang fik en is-brille på 10 minutter ad gangen.
En time og 30 minutter efter var jeg ude af døren igen. Vi bor forholdsvis tæt på Silkeborgvej med busstop, så jeg tog 4A hjem – dog var brillerne skiftet ud med solbriller.
Den første dag anvendte jeg en pose frosne ærter på øjne omkring hver halve time i 5 minutter – om aftenen smuttede det dog nogle gange og gik længere tid imellem. Det har ikke på noget tidspunkt været nødvendigt at tage smertestillende. De første timer har der sivet en lille smule blod, men det har dog været ret begrænset.
Den spænder lidt omkring hvor der er syet, samt plastrene gør, at det føles lige som at have briller på. Nedenstående billeder er taget 3 timer efter operationen
24 timer efter
Et døgn efter er øjenlågene noget mere hævet, men ingen smerte eller blødninger i løbet af nattet. Mine øjne er trætte på samme måde som man ikke har sovet i flere døgn. Er svære at holde åbne. Har mest behov for bare at lukke øjne, men ikke for at sove. Det er lidt pudsigt – hvis man skal kigge lige ud eller op, så bliver jeg nød til, at læne hovedet tilbage, da jeg ikke kan åbne øjenlågene tilstrækkeligt op til, at kigge lige ud.
2 dage efter – søndag
Har sovet fint i nat.
Poserne/blodsamlingen under øjnene er røde og meget tydelige – jeg går ud fra at de topper i dag.
Som tidligere nævnt, så har jeg ingen smerter — men øjnene er trætte og det føles som der er sand i dem. Mine øjne klør også ad h… til – det er sikkert arene der er begyndt at heles.
Jeg kan ikke koncentrere mig om PC, telefon eller TV i længere tid – det kan jeg ikke holde ud i øjnene.
Havde halloween været i dag, så havde jeg ikke behøvet at købe udklædning.
3 dage efter
Øjenlågene er en smule mindre røde, men jeg har fået et gulligt skær under øjnene. I går og i dag har jeg følt, at øjnene er lys-sensitive, så mine solbriller har jeg brugt flere gange.
Øjnene klør stadigvæk – og jeg er kommet til, at gnide af plastrene af. Jeg fik at vide, at jeg ikke måtte tage plastrene af, da tråden holdes på plads af plaster og den kunne begynde at “vandre”, hvis de blev fjernet. I givet fald kunne de blive nødvendig for kiruren at “grave” efter enden af tråden, når den skal fjernes om en uge. Jeg har stadigvæk svært ved, at skulle kigge i en skærm for lang tid, men det går stille og roligt fremad – jeg tror i går var “toppen”, men jeg ligner stadigvæk én som har deltaget i et slagsmål i forbindelse med Aarhus festuge, som afvikles lige nu.
5 døgn efter operation
Det går pænt fremad. Øjnene og blodsamling under øjnene er knap så meget hævet. Det går også bedre med lys, skærme og TV – og det klør ikke ret meget mere. Alt i alt rigtig godt.
Jeg er ligeledes begyndt på arbejde igen – det kan heldigvis klares via hjemmearbejde og teams med kunderne.
8 døgn efter operation
Jeg begynder at se “normal” ud, de røde hævelser har mere eller mindre været væk de sidst par dage. Normalt skulle stingene være taget i går fredag efter en uge, men på grund af noget ferie, så bliver det først på mandag – det glæder jeg mig til.
Det eneste jeg har lige nu er, at øjnene er lidt tørre, men det har nødvendigvis ikke noget med operationen at gøre.
16 dage efter operation
Jeg har for længst fået stingene fjernet og væk er plastrene der efterhånden så lidt medtaget ud. Jeg har døjet lidt med øjenbetændelse i det ene øje, men det er ved at være væk.
Man skal efterhånden kigge godt efter for, at se den lidt røde rend, hvor øjenlågene er syet – og det ligger planmæssigt, hvor øjenlågene bliver foldet.
Øjenlågene er stadigvæk en smule hævet, men det fortager sig langsomt.
Jeg er alt i alt godt tilfreds.
Konklusion
Jeg er tilfreds med resultatet her efter 2 uger, hvor man ikke umiddelbart kan se “røde” øjenområder og de hængende øjenlåg er fortid.
Operationen er ikke noget at være nervøs for – det klares meget hurtigt uden nogen form for smerter – med mindre du er helt hysterisk med, at få en lille prik i forbindelse med bedøvelsen.
Når man ser billeder dagene efter, så kunne man godt tro, at der var smerter – men det har ikke været tilfældet. Det har set meget være ud end det har føltes. Jeg har ikke på noget tidspunkt taget nogen form for smertestillende – ud over et glas rødvin et par gange 🙂 .
Jeg tror den værste dag med hensyn til hævelse var to dage efter operationen – derefter er det gået fremad dag for dag.